værdige Forsamling, hævde vi ej Forsamlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skulde vi da kunne hævde Folkets? Vor Statsforandring er ingen Revolution — vi haabe med Føie, at den kan og vil foregaa uden Revolution. Her er ingen Magt at nedbryde, for paa dens Ruiner at opreise en anden. Her er ingen stridige Rigsstænder med kolliderende Interesse. Love og Indretninger kunne vedblive i uforstyrret Gang. Norges Folk er eet og lige. Det er enigt i den fremtidige Statsforfatnings Grundsætninger, og Regjeringsforandringen er allerede foregaaet i alle Normænds Gemytter.
Imidlertid er det neppe Tvil underkastet, at jo mere der i den interimistiske Regjering organiserer sig uden Nationens Samtykke, desto mere vil Resultatet af vore Bestræbelser her, naar det skal udføres, maaske faa Karakter af Revolution.[1] — Vi have erfaret af landfare Rygter og private Skrivelser, at en Deel anseelige danske og norske Mænd have hyldet Hans kongelige Høihed Prinds Kristian af Danmark til Norges midlertidige Regent. Tvivle vi end ikke paa, at jo denne ædle Fyrste fuld vel er værdig at bære en Halfdan svartes Krone, om Norge end har saadan Krone at give, saa er det dog heller ikke mindre upaatvivleligt, at hine Skridt af Mødet paa Eidsvold i sig selv var uretmæssige; en Akt, kun hele det forsamlede Folk var berettiget til. Ikke desto mindre fortjener det Bifald, som relativ retligt, forsaavidt det sigtede til at forekomme større og farligere Uretmæssigheder, og foretoges uden Tvivl af Kjærlighed til Fædrelandet, og med Forbeholdenhed af denne Forsamlings Sanktion. — Denne staar altsaa endnu tilbage. Vel have heller ikke vi i strængeste Forstand efter vor Fuldmagts Lydende Ret til at vælge og keise nogen personlig Regent for det hele Folk, men da det ganske Folks reelle Sammenkomst er en Umulighed, og da Vi udgjøre en lovmæssigen valgt Folkerepræsentation, saa er det klart, at dersom noget Møde tør handle i Folkets Navn, saa er det dette. — Alt hvad denne Forsamling ɔ: det frie norske Folk ikke har sanktioneret, er ugyldigt. Derfor er vi og komne sammen[2]. En Regent maa være ne qvid respublica detrimenti capiat, at vi roligen kunne overveje vore Anliggender.“ I denne tone fortsætter han; til en slutning etpar kompli-
