Løvenskjold imødegik da ogsaa Falsen, der var forslagsstiller, og fremhævede, at forsamlingen ikke burde hæves, før den havde antaget en konstitution, „grundet paa sikre Data, som kunde love Fremtids Sikkerhed og Held“. Han blev støttet af Wergeland, der „med livlig Aktion“ holdt et langt foredrag, svulmende af følsomhed og retorisk anstand: „Hvad Trøst“ — heder det bl. a. — „have vi til det længselsfulde Folk, som svæver mellem Haab og Frygt — hvad Trøst have vi til det, naar vi kommer hjem, og de spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne? Maa vi da ej rødmende slaa Øiet ned, naar vi intet andet Svar have, end dette: Vi have bygget Eder en Throne — ellers vide vi intet! Vi have bygget Eder en Throne — andet maatte vi ikke[1]. Det var nok. Æder, drikker og værer glade! Tør vi saaledes spotte den gule Hunger? — Sandelig Nationen lever i disse Dage ikke,som Nationalforsamlingen[2].
Det er mit Kald, som Evangeliets Organ, at trøste den Lidende, den Fattige og ingensteds at forglemme, at tale deres Sag, at være deres Røst Denne Røst bør høres. Skal Sværd drages for Fødeland, saa er det Almuen, hvis Blod maa flyde. Skal Statskræfterne anstrenges, saa er det Almuen, som mest føler det. Hører da Røsten af denne store Pluralitet. Den er et eneste samdrægtigt Suk efter den hulde Fred. De udsendte os ligesom Duer af en Noah-Ark, isyv Aar tillukket, i syv Aar omtumlet i Orloges Syndflod (!), og de haabe at se os igjen med Fredens Oljeblad i Munden, at de efter et langt Fængsel igjen kunne komme ud for at ernære sig. Hvad om vi da ej hjembringe andet end — Krig, Krig, Skat, Skat! — uden engang at have ændset, at tage noget desangaaende i Overveielse“. — — „O maatte da Skjællet briste fra alles Øine — Fordommene svinde — Tryllebaandet briste — og alle virke paa samme Vei til samme Maal: Norges Hæder og Held! — Ingen kan tjene to Herrer! I dette Huus have vi kun een Herre, det er Nationen. Vi ynde, — vi tjene derfor ingen, saalænge vi sidde her, uden Nationen! Al personlig Hengivenhed, al partisk Følelse maa smelte og henflyde i Kjærlighed — i Pligterne mod Fædrelandet. Lader os derfor række hinanden Haanden — række Fædrenelandet Haanden — og vorde i alle Henseender dets Beskyttelse, dets Formyndere! Vi er
