«her er din pibe, jeg har bundet et rødt bånd om den, for at ingen anden skal røre den — vil du ikke ha lidt tobak ovenpå alt det thevand? Jeg går ind på kontoret en liden stund, dere kan gjøre klar til whisten.»
— Også fruen havde nogle småting at besørge, i kjøkkenet. Da Alette var færdig med thestellet, spurgte Barth, om hun ikke vilde spille et stykke for ham. Han havde slået sig ned i sin vanlige lænestol med den rødsløifede pibe; Alette tog plads ved pianoet. Sådan havde de to unge siddet mangen aften, lige fra hans første studenterdage. I den senere tid: — assessorinden havde ret; hans besøg var blevne sjeldnere. Og alligevel — hvergang han sad på sin gamle plads, indfandt sig det samme lyse og stille velbefindende: der var her den samme lune hjemlige luft som i hans forældres dagligstue; lidt trangere synskreds måske: den kjære frue, født Liljenberg, havde jo sine fordomme og sine egenheder — så elskværdig som hans mor var nu heller ingen anden kvinde i verden! — Men en situation som den iaften: en vintereftermiddag, efter et hyggeligt thebord — en duft af gammel dannelse og gammel velstand over det hele — var for ham altid særlig bestikkende. Og den unge kvinde ved
