pianoet — det dæmpede og musikalske foredrag — en melodi, han nu havde hørt i mer end én skumringstime: der dukkede op en forestilling hos ham, at således måtte også hans hjem bli; det var dette her, man forstod ved hjem, det hjem, som i længden alene kunde gjøre ham lykkelig.
Alette var vel en tolv år, dengang han blev student, en spinkel bleg tingest med et gammelklogt ansigt. Han syntes næsten, hun nu gjorde et yngre indtryk. Hun havde aldrig været vakker — skjønt: nu var hun igrunden vakker. — Hendes legeme havde vundet en elastisk sikkerhed, en streng og dog modent ungdommelig ynde — — hun forstod også bedre end de fleste damer at klæde sig. En særegen skjønhed var der over hendes udtryksfulde skuldre; når hun talte, bevægede de sig altid; de ledsagede hendes smil og hendes alvor, de gjorde hendes forundring end mere barnlig forbauset og hendes pludselige distraktion end mere adspredt.
Hun holdt pludselig inde med spillet, vendte pianostolen, blev siddende et øieblik og syntes at ville si noget — blev næsten umerkelig rød og reiste sig:
«Nu får vi vel gjøre whistbordet istand.»
