fart i hende — du ved nok, lille frue, at ingen er mere ræd for sin datter end jeg; men Henrik stoler jeg altså på —.»
«Det er stive krav, du stiller til en stakkars fætter,» lo Alette, der var kommet sig af sin usikkerhed.
«Nei, men —,» begyndte Barth.
«Å tøv,» Alette bøiede sig frem over hans stol og la hænderne på hans skuldre, «ikke bry dig om, hvad far sier; han vil bare erte mig, du skal nok slippe, kjære fætter —.»
Barth fakkede hendes hånd, en fin liden mager hånd: «Nei, du slipper altså ikke. Nu har jeg fået lov af din far, og imorgen kommer jeg for at hente dig.»
«Men jeg vil ikke,» erklærede den unge dame så afgjørende, at hverken hendes far eller Barth vovede flere indvendinger, hun befriede sin fangne hånd og begyndte at dække af thebordet.
«Når Henrik engang imellem bryr sig om at være sammen med os, så ved han jo, at han er velkommen til thebordet kl. 6,» henvendte hun smilende til faren.
«Jaja, Henrik, her er ikke så morsomt som hos Krohgs, men du ved, du er velkommen,» gamle assessoren begav sig hen til tobaksbordet,
