Barth smilte: «Jo, jeg har været der endel i den senere tid.»
«Jeg troede ikke, du passede sammen med denslags mennesker,» mente fruen lidt bebreidende, «jo — det er nok en glad kreds. God familie igrunden — men —,» hun rystede på hovedet
Frøken Alette, der var rykket tilbage til sin plads ved themaschinen, så snart på moren og snart på sin fætter:
«Er det den Ellinor Krohg, fru Schytte talte om?»
«Ja, barn — netop hende.»
«Herregud, lille frue,» assessoren tømte sin kop, «Henrik er en kjek gut, han tar ikke så let skade.»
«Javist, Severin, men ingenting er farligere end —»
«Falske og skjønne kvinder,» lo assessoren og reiste sig, «hør, Henrik, end om du tog dig en borgerlig whist iaften med os gamle —»
«Omforladelse, far, er jeg også blit gammel?»
«Nå du Alette, stakkars liden, du får ialtfald finde dig i at dele de gamles fornøielser. Ved du, min gut, Alette har det lidt trist her hjemme med os to ældre mennesker —»
