«Å far, du ved, jeg kjeder mig aldrig —»
«Du lar ialtfald ikke os merke det. Men det var det, jeg vilde si: jeg synes, det var ligeså rimeligt, min kjære kandidat, at du tog din egen kusine med dig engang imellem, istedenfor at farte om med denne fru Krohg —.»
«Men far —,» Alette nærmede sig afværgende; hun var bleven ganske rød.
«Å for den sags skyld,» erklærede fruen i en værdig tone, «jeg tror ikke, Alette ønsker at ha det anderledes, end hun har det. Desuden vilde jeg ikke like, at hun skulde færdes for meget ude —.»
«Hvis Alette bryr sig det allerringeste om det, så ved hun nok, at ingenting skulde være morsommere for mig —,» Barth var en smule forlegen.
«Jeg mener heller ikke, at hun burde drive omkring på restauranter,» begyndte assessoren sin forklaring.
«Nei gud fri os —» lød det indigneret fra fruen.
«Men en ung pige har imellem godt af at komme ud, træffe jevnaldrende. Alette sidder formeget inde. En liden spasertur nu og da, en gang imellem i teatret, kanske også en kjøretur — jeg tænkte, Henrik kunde få lidt
