— Han vendte sig bråt og gik ind på tunet. Den lille borkede fjordehest stod forspændt; bagagen var påsurret. «Du er færdig?» spurgte han gutten, og uden at oppebie svaret, var han i kjærren. «Adjø, adjø,» nikkede han ind til stølsfolket, og rumlende humpede kjærren ud af stølstunet og henad en smal tuet og stenet fjeldvei, der bragte den unge mand til at lade sine melankolske tanker fare for udelukkende at hellige sig den ansvarsfulde beskjæftigelse, at påse, at hverken han selv, eiheller hans gevær, eiheller hans fiskestænger blev rystet ud af vognen eller knækket.
Nede i furuskogen er det allerede dimt. En tung døsighed sænker sig over landskabet; den mørkegrønne skovtone glider over i sort, indunder lave ungfuruer breder natten sig. Ved siden af veien skræmmer hunden op en orhane, brusende tar den farten lige over kjærren; man famler efter geværet: den kastede sig vist i nærheden. Men skumringen er for tæt allerede, sigtet glipper; man kjører videre, der blir nok ikke mere jagt iår.
