frem mellem lyst småkrat — der har den stand — gudskelov, endelig er der fugl! — Eller en grå vindig formiddag, tidlig i juli — sneflækkene ligger endnu store og skinnende i Blåfjeldene sydvest i dalen, — vinden er sur, regnblandet, — udpå dagen blir der nok alvorlig væde — men nu gjælder det, det er første tur iår, man er ikke så nøie med veiret, ørreden skal bide idag — og den bider! — den ene kraftige brungule fisk efter den anden må ind i båden —. — Eller en lun aftenstund, efter endt jagt: man har brygget sin toddy inde i stuen og driver ud og ind, stanser i forbifarten for at kaste et lidet selvtilfreds blik på de fuglehanke, som hænger i forsvalen — ude på bakken, just der han nu stod — der blir man stående, med hænderne i bukselommen og snadden i munden og drøfter veiret, om det vil holde sig — og så skal en af de andre absolut vide, hvorledes det hang sammen med det kuldet, som —
Men ikvæld er det slut for iår. Man skal ind til byen, til sit arbeide, — og det er igrunden temmelig trist, for endnu er der kanske nogle blegblå, septemberklare efterårsdage igjen, før sommeren rent er borte — og de dage er de vakreste, fjeldet kjender —
