Just på denne tid af dagen kjørte man opover, for nogle uger siden, den 14de august. Det var lysere da, der var heller ikke det skarpe drag i luften, og stemningen var en anden. Dengang var der en festlig følelse over en, en glad uro i blodet; tobaksrøgen fra ens snadde steg let og livlig tilveirs, lys grålig mod de friskgrønne nåletrær. Nu synes røgen at sænke sig mat og traurig, indtil den glider sammen med mørket i veigrøfterne.
Lidt efter lidt, eftersom man nærmede sig bygden, — hesten havde allerede arbeidet sig ned de første brækker — begyndte den unge mand at finde sig bedre tilrette. Han så pludselig for sig stuen derhjemme hos hans forældre — først lyset fra de brede vinduer, flakkende blegt og usikkert henover tunet — så stuen selv, stor og oplyst og lun — og toddybrettet, denne gammeldags konjakkaraffel, som han huskede fra gut af; den pleiede gjerne at komme ind ved syvtiden — og de magelige gyngestole — det stod med ét for ham, hyggen inden døre om høstkvælden, den hjemlige komfort, som først egentlig føles fuldt ud, når man kommer fra fjeldet, sulten og lidt stiv i lemmerne, men frisk, oplagt til at føle sig vel, til allehånde, solide nydelser og til under
