veien. Mr. Wheeler og Albrechtsen havde truffet hinanden og efter forholdsvis få underhandlinger indseet det rimelige i at tilbringe aftenen hos Krohgs. Dagen forud havde Albrechtsen mødt fru Krohg i byen, men ikke fået lov til at følge længer end til haveporten. Han så mere end vanlig fornøiet ud, da Barth og konsulen indfandt sig. De to førstankomne herrer, Ellinor og Lolly havde leiret sig i et hjørne af dagligstuen, om et nydeligt lidet thebord. En blegrød måneskinslampe kastede gjennem en gruppe af vældige bladplanter sit diskrete lys ned på det muntre lille selskab. Barth fik sig en plads og var straks med.
«Gudskelov, at vi er bedre end vore medmennesker. Derfor er det også Vorherres vilje, at ingen skal ha det hyggeligere end os,» mr. Wheeler rakte sin thekop frem til værtinden; hun nikkede smilende; Wheelers blik hvilede med velbehag på den vakre og kraftige hånd, der svagt bøiet skjænkede af messingkanden. — Konsulen slog Barth på skulderen: «Nå, angrer De?» Barth rystede på hovedet; for første gang mødtes de to mænds blik i venlig forståelse. — Frøken Lolly sad paa en skammel, lige ved søsteren, med hånd under kind, lidt pigeagtig drømmende; lampeskjæret gav
