Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/74

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
74

hendes hvidblonde hår en vidunderlig glans. — Krohg lænede sig bagover for i stilhed at kunne iagtta: hvor hendes ansigt var klart og vakkert, hvor disse øine var dunkle og tunge af uberørt ungdom, af ventende, anelsesrig ungdom. — Denne hvide skjønhed gjemt i et dybt, lydløst, mørktdrapperet soveværelse — man glider ind gjennem svære portiérer, over gulvets tykke dække, skjælvende af bange glæde — — gjemt i blå silke den hvide brud. — Eller en juninat, stille og blid, med den første duft af sommer, med linnea om gamle fururødder, med akerriks i alle enge, med måltrostens sang fra alle lier — — da skulde de kjøre langt bort, hans hvide brud og han, og hvis en skarp luftning, ved morgenens komme, bragte den lille til at fare sammen, skulde han svøbe sin kappe lindt om hendes skuldre og ta hende tæt indtil sig —.

— Albrechtsen havde endnu ikke fået tale alene med fru Ellinor. En sitrende uro betog ham, så ofte som den foregaaende aften dukkede frem i hans erindring. Endnu havde ikke en mine, ikke et hurtigt blik forrådt ham, at de to havde noget fælles. — Og så lidet det var, — et sørgmodigt kys, — for ham betød det så meget, at ganske uvæsentligt, ganske