gået tilsengs kl. 10 — vilde ud at more sig. Han vilde ha Barth med — når man allerede var i godt humør, blev det endda bedre, hvis man havde ham at småprate med.
Han var ikke kommet langt, da han lige foran sig opdagede en dame, hvis figur og gang forekom ham kjendt. En varm strøm pressede igjennem hans blod. Det var hende.
«De her,» han gled skyndsomt frem ved hendes side. «Og De ligervis,» hun smilte over hans glade overraskede tone, «jo, jeg er en tur herinde — De ved, vi bor på løkken endnu — jeg har snakket med en sypige, og nu skal jeg hjem igjen. Veiret var så deiligt, jeg har gået hele veien.»
Hun havde mere farve end vanligt; der var et lystigt blink i hendes øine, noget pigeagtig overgivent i klangen af hendes stemme. Albrechtsens ansigt afmalede en så ubegrænset og fortabt beundring, at hun brast i latter:
«Hvor De ser morsom ud!»
«Ser jeg?» Albrechtsen gjorde et forsøg på at være fornærmet, men det bare øgede hendes munterhed.
