og hvor disse dumme artister deroppe morede hende —.
«De ser på Ellinor,» bemerkede Krohg, «ja, hun er brilliant iaften. Hun morer sig. Hun er undertiden fuldstændig barn, glemmer alt over en smule gjøgl — det er en misundelsesværdig evne.»
Barth svarede ikke. Han iagttog Albrechtsen, der sad med ryggen til scenen og kun havde øie for fru Ellinors minespil.
Krohg havde også et øieblik iagttaget Albrechtsen. Der gled et let smil over hans ansigt:
«Deres ven er ogsaa et lykkeligt menneske.»
«Albrechtsen — hvordan mener De?»
«Han er så ung — og så glad i sin egen tungsindighed — og endnu har han meget igjen - meget at opleve og meget at lære — jo, han er lykkelig, — endnu.»
«Skal vi ikke vende tilbage til det interessante emne, vi nylig drøftede?»
«Ja, hvorfor ikke. Jeg er i godt humør iaften. Det forstyrrer mig ikke, at De er ironisk. Tværtom. Jeg indbilder mig altid, at ironiske folk er intelligente, og jeg liker imellem at tale til intelligente folk. Skål, hrr. Barth. Undskyld, at jeg er snaksom. Det vil imorgen ærgre mig,
