påstår, at den sære smag af en eller anden merkelig ret kan gå igjen i hans drømme, og at disse natlige nydelseshallucinationer forvolder ham en stor glæde, som ingen elskov kan sammenstilles med. Men jeg er bange, han lyver.»
«Jeg synes, De har brugt nokså mange ord for at fortælle mig, at kvinden er det centrale i livet,» bemerkede Barth.
«Det har De sgu ret i. De må undskylde mig. Jeg har drukket betydelig idag. Hvad jeg altså ikke pleier. Jeg skal forsøge at finde tråden igjen. Hvis jeg ikke kjeder Dem.»
«Bevares,» sa Barth og tændte resigneret en ny cigar. Han holdt øie med fru Ellinor og Albrechtsen. Albrechtsen havde det jagu hyggeligere end ham; denne fordømte ægtemand mishagede ham, hvorfor vidste han ikke. Han vilde gjerne, grunden skulde være den, at der var noget vist ufint over fyren, men han kunde vanskelig komme på det rene med, hvori det ufine stak. — Men fru Ellinor var ialtfald for god til ham. Hvor hun så glimrende ud, når hun sad slig og lo — hvor hendes øine var sorte i det dobbelte skjær, af høstaftenen og scenebelysningen, sorte og fyrige —
