kvinder. Med politik mener jeg det at komme frem i verden, at fylde en stilling, at herske, at bli beundret af de mange, at samle formue og føre hus, at efterlade sig et navn osv. osv. Ingenting af det der har nogengang interesseret mig. D. v. s. det har nok interesseret mig, men ikke som mål, kun som middel. Det rent personlige liv — det intellektuelle og det sanselige — det er for mig det eneste af reel værdi. Og i dette personlige liv grupperer jo alt sig om hende, om den man elsker — — man har venner, naturligvis, men hvad er til syvende og sidst en ven andet end en mere eller mindre indviet fortrolig, man kan tale med om kvinder? — man holder vin og kjøkken, gudbevares, men vinen smager dog bedst, når man har en dame ved siden, og selv gamle gourmander, der forlængst er ude af kjærlighedens aktive tjeneste, vil jo af alle bordets glæder nødigst undvære den, de finder i en krydret underholdning over «kvinden» som grundtema. Maden, det materielle vellevned, blir desuden først da etslags konkurrent for kvinden, når livet egentlig er forbi, når man lever på stumperne, når man er bleven munk af nødvendighed. Men det stadium indtræder jo i regelen nokså sent, gudskelov. — Jeg har rigtignok en seksogtyveårig ven, som
