merkede, at hendes opmerksomhed ofte var henvendt på søsteren og Albrechtsen.
— «Det er et morsomt samfund, vort lille norske — jeg mener naturligvis det, hvor folk er unge, og hvor der foregår noget — det er virkelig morsomt,» gjentog Krohg, «men det er sgu vondt at leve i.»
«Det synes jeg ikke,» svarede Barth, «her er nok at ta i med, her er ubrugt land og ubrugte kræfter på alle hold. Ethvert menneske med nogenlunde rimelige betingelser kan heroppe efter anlæg og behov udsøge sig en anpart i en kulturel opgave. I de gamle samfund blir derimod individerne mere og mere vanmægtige.»
«Nå, jeg ser tingene fra et lidt andet synspunkt end Dem. Jeg bryr mig ikke om nogen anpart i kulturelle opgaver — det samme er desværre tilfældet med de fleste unge mænd, jeg kjender. For os er det personlige liv, livet inden døre, mellem vore venner og koner eller elskerinder, det eneste af interesse. Og da er det vondt at leve herhjemme.»
«Vil De ikke forklare Dem lidt nøiere?»
«Jo, så gjerne. Først en liden parentes: såvidt jeg har kunnet bemerke, er der kun to hovedinteresser, som knytter os mænd til livet. Enten interesserer vi os for politik eller for
