at jeg har været snaksom. Men ligefuldt, jeg trænger det iaften. Gifte folk trænger undertiden til at plage uvedkommende. Hjemme tier man helst.»
Krohg tømte sit glas og forlangte en ny konjak og selters.
«Det er sgu vondt at være moderne menneske herhjemme. Det er vondt af den grund altså, at vi ikke kan forlige den gamle europæiske civilisation — eller franske, tænker jeg, vi kalder den, for civilisationen er nu engang fransk — med vore sunde, gode og ufordærvede anlæg. Det blir foreløbig disharmoni — og al disharmoni er smagløs. Vi indretter os så smagløst heroppe i vort morsomme lille Norge. I det afgjørende øieblik løber altid vor medfødte godslige ufordærvethed af med os, — og så gjør vi dumheder. — Vi gifter os af lutter ufordærvet dumhed, og vi skilles af samme grund. Alle disse skilsmisser — smagløse og klodset arrangerede: — det er vor nationale uskyld, der kjæmper med civilisationen. — Si mig, hrr. Barth, hvormange norske ægtemænd og ægtehustruer forstår at bedrage stilfuldt eller stilfuldt lade sig bedrage? — Herregud, det er jo umuligt, selv om begge parter nokså meget skulde ønske at optræde fint og elskværdig med sin gjensidige utroskab.»
