«Letsindige — ja, allesammen, gudskelov for det, glade dødninge er vort navn — vil De ogsaa indlemmes i familien, hrr. Barth? — udmerket hyggelig familie: les morts joyeux.
«Les morts joyeux,» gjentog fru Ellinor, «hvad er så eftermiddagens program. Mr. Wheeler har ordet.»
«Mr. Wheeler tillader sig at foreslå, at man kjører en tur til Nordstrand, hvorpå man indtager aftens i Tivolis sommerhave — den er åben nogle dage til — hvorpå —»
«Nok, mr. Wheeler — De er igrunden en brægtig mand — De ved at finde mine svage sider. Men stå ikke længer der med den kaffekoppen. Værsgo, sæt Dem. Her er plads for Dem også.»
Det var udpå aftenen, selskabet sad på Tivoli; Barth og konsulen var af omstændighederne ført sammen. Albrechtsen havde atter fundet fru Ellinor, fru Herweg nøiede sig med den danske digter, mens Krohg hvilede ud — Bendixen snakkede geschæft med Herweg, og mr. Wheeler fortalte frygtelige historier fra Indien, som frøken Lolly lo af, lidt distræt — Barth
