«Når Albrechtsen har talt såmeget om mig — hvis han da har været ærlig — så er kanske Deres uvilje mere fremherskende end nogenting andet?»
«Hvorfor det?»
«Å — fordi Deres sunde forstand sier Dem, at det ikke kan være nogen lykke for Deres ven at interessere sig for mig,» hun talte ganske naturlig, uden anstrøg af koketteri; Barth så forskende på hende; «men det vilde alligevel være uretfærdigt, om De uden videre lod den uvilje bli afgjørende — — hvis det f. eks. skulde hænde sig, at vi oftere traf hinanden,» hendes blik mødte atter hans, med en fasthed, som forvirrede ham; det var næsten, som om hun havde gjættet hans tanker ved middagsbordet.
«Nei, fru Krohg, der er andet, som veier mere end uviljen;» og i det øieblik talte han sandt.
«Nå — herregud, denslags får man forresten finde sig i: jeg venter ikke, at De skal bli mig gunstig,» hun smilte, «efter hvad Albrechtsen sier, er De en alvorsmand, og her er vi alle nogle letsindige mennesker — ikkesandt mr. Wheeler?»
Engelskmanden var kommet hen til det lille bord, hvor De sad; han forsynede just sin kaffe:
