hvilested. — Men også jeg har desværre, uden at det var mig klart bevidst, havt min rolle at gi, også jeg har ageret til andres fornøielse end min egen — — og visse af vor interessante komedies effekter har berørt mig såpas sterkt, at jeg ikke længer er det samme menneske. De har selv havt anledning til at merke det. For første gang i mit liv har jeg været i begreb med at kaste en uskyldig og æret gjæst på dør. — Men jeg står her og snakker og glemmer, at det er Dem, som idag burde havt ordet, De, Som er ung og sterk og troende — — De har naturligvis allerede klogelig udfundet, hvormed De bedst kan tjene det unge Norges velfærd.»
«Desværre nei. Men jeg er ikke bange: der er solid stof i vore unge; der er mange af dem, som både har vilje og evner. Og én ting tror jeg, de skuffelser, vi har lidt, ialtfald delvis har bragt os til at skjønne: vi må begynde beskedent og med sindsro; vi må gjøre jevne arbeideres dagverk, vi må —»
«Jajaja — De må forstå, at dette høres lidt fremmed for en halvgammel bohême, som aldrig har fundet nogen fornøielse ved at leke hane i de sociale ideers hønsegård — som endnu ikke den dag idag, skjønt han allerede er mere end skrøbelig, — næsten udslidt, har lært at angre
