dem at sanke mursten til et bedehus for den norske kultur. Lær dem, at de ikke må reise til Smyrna med andres ægteviede hustruer. Lær dem, at nordmændene er Europas salt. Lær dem at dyrke sine benmuskler og at ære Nansen. Lær dem at drikke vand og spise kolakjæks.»
«Nå, De blir ganske ivrig, hrr. konsul.»
«På ingen måde. Mig er det altsammen lige fedt. Enten det unge Norge vælger Hans Jæger eller Fridtjof Nansen til skytshelgen, er mig personlig af liden interesse. Hvem så valget falder på, viser det, at der endnu er meget råstof og lidet kultur. — Det morede mig engang at iagttage brydningen, at se, hvordan en mængde unge mennesker tumlede sig muntert, uden ror, uden ligevægt, uden den nødige ballast — — endel strøg med; endel klarede sig omsider, mere eller mindre medtagne, i havn. Det var en fortrinlig komedie. Det unge Norges barnesygdomme har været nokså alvorlige. — Jeg gik dengang ud fra, at jeg personlig ikke havde noget med komedien at skaffe, at jeg var en flink og ligeglad mediciner, der stillede min diagnose med uanfegtet pålidelighed. Nu vedkommer også — ganske rigtig — den hele svindel alle andre end mig. Nu er jeg bare en fremmed og reisende, der leder efter et passende
