sine synder. Jeg vil sgu heller være en glad dødning end en ung apostel.»
«En glad dødning —? Er egentlig De det? Nå, jeg skal ikke plage Dem længer. Jeg er bange, vi to har vanskelig for at forstå hinanden. Adjø, hrr. konsul.»
«Adjø, kjære hrr. Barth. Tak for den ufortjente elskværdighed, De har vist mig. Må jeg nu byde Dem en cigar?» Barth tog imod, konsulen rakte ham en fyrstikke og ledsagede ham lige ud i gadedøren. Det var begyndt at sne. Krohg fulgte med øinene de hvide ensformige striber — indtil de store fnug endte i elven, i den tunge sorte vandmasse, der stille gled hen mellem vinterhvide marker og hvide stene. Det var midt på dagen, og det var dog skumring. «Fortrinligt reiseveir,» nikkede han smilende til Barth, «adjø, tak for Deres elskværdighed.»
Barth vandrede langsomt tilbage: — En østlandsk septemberdag, skarpt og fint sollys: en murstensvilla langt ude på Drammensveien, næsten dækket af brunrød vildvin; på verandaen en høi kvinde, med blå øine, kloge og hårde
