kaffetime var gledet hen — så stille behagelig og ugenert elskværdig, som det kun er to solid indarbeidede venner tilladt at ha den. Men i modsætning til, hvad almindelig var tilfældet, havde Albrechtsen været den, som holdt humøret oppe; han var oprømt og snaksom; som alle rigtige kristianiaborgere, når de atter nærmer sig «byen», følte han en hemmelig glæde over det snarlige gjensyn. Barth derimod var mere elegisk stemt; denne glimrende høstdag kom jo egentlig først til sin ret på fjeldet; han længtes did tilbage med hele et friluftsmenneskes sunde trang. Hans sterke, harmonisk udviklede legeme var endnu så vel trænet, så rede til anstrengelser, så lystent efter drøie dagsmarsjer — det tog tid, inden den fysiske lediggang blev ham naturlig.
Lidt efter lidt syntes imidlertid den blide stemning, der hvilede over det halvdunkle måneskinslandskab, at gi ham hans naturlige ligevægt tilbage. Det var ham, der brød tausheden:
«Hvor vi har det deiligt herhjemme. Du! — Albrechtsen — hvor man undertiden føler trang til at sætte alle sine kræfter ind for dette storartede land. Rigtig udfolde alle sine muligheder, åndelige og legemlige — — undertiden indbilder jeg mig, at jeg kunde gjøre nytte som
