Denne siden er godkjent
M
od land lå havet blygråt i det synkende dagslys — mod vest var det at se til som gyngende metal: — rødlig anløbent stål, der blegedes langsomt til sølvmat glimmer. Fra Jæderens lange dønninger styrede dampskibet ind til Ekersund, i hvis lune havn der var sortestille. Høstmånen steg just blank og rund over fjeldet i sydøst og kastede en lang blåhvid stribe henover vandspeilet.
De to venner blev siddende på dampskibsdækket; de havde fundet sig til rette i hver sin magelige skibsstol og gad ikke røre sig. De sad længe tause, Albrechtsen som vanligt røgende cigar, Barth havde endnu ikke kunnet slippe sin lille snadde: den mindede om heien, om alle høstjagtens glade hvilestunder. En lang
