politiker, undertiden angrer jeg på, at jeg ikke er bleven militær. Simpelthen det at slåes for landet vilde være mig en nydelse!»
Albrechtsen lo.
«Ja, jeg kan ikke for det,» vedblev Barth, «når jeg føler mig rigtig vel — etslags overmål af kræfter — så ønsker jeg at ta hånd med i en eller anden stor opgave. Og de store opgaver: — det er jo vort lands muligheder. Vi er unge og sterke endnu — — det er ikke godt at vide, hvorlangt vi nordmænd kan drive det.»
«Å —?»
«Endnu har vi mere livskraft end de fleste europæiske nationer. Og ved du — den kultur, vi nu holder på at skabe os, den måtte vi kunne gi en soliditet, en åndelig fasthed, en sedelig styrke, som vilde forlene os med en ganske anden modstandsevne, end de fleste af de større kulturfolk er i besiddelse af. Jeg husker en bog, som engang, i slutten af gymnasieårene, gjorde et sterkt indtryk på mig — det var Bjørnsons «Det flager -.»
«Så — å.»
«Ja, jeg mener ikke netop, at jeg — — jeg synes altså, at «Det flager» bevæger sig på et altfor snevert område. Jeg skulde ønske, den var blit noget andet — den norske nations høi-
