farveløst solskin — hvor de tilfældig havde truffet hinanden og fornøiede over godveiret besluttede at gå en liden tur sammen —.
Hvor hun var vakker den dag, næsten vakrere end nogensinde. Hvor den hvide høstsol kjærtegnede hendes fine og stolte hoved — og hvor hendes øines sterke blå var fyldt af lys og ventende livsmod — — —.
— — Disse og andre erindringer virkede som en spæd og fjern lykke, som et fattigt livets indhold, der dog havde værd, fordi det rummede hans personlige og eneste indsats i det store lotteri. — I de øieblikke derimod, hvor sørgmodigheden blev overvældende og bitter, fandt han trøst i en kåd sentimentalitet: det var altsammen grove markedsløier. Og som de fleste uheldige markedsbesøgende, der ikke forstår, hvordan de er blevne af med sin mynt, uden at få nogenting igjen, gav han sig til at regne efter og gjennemgå sine udlæg til livets glæde, og han fik hver gang gjerne etslags overslag færdigt, der sikkerlig hverken var sandfærdigt eller blot nogenlunde nøiagtigt, men som dog tilfredsstillede ham selv. Og der kom under disse opgjør en mat hevnlyst over ham, en ubestemt trang til at stoppe sine rifter med andres kjød; han var ikke sluppet heldig fra markeds-
