løierne, men han vilde nu vente og træne sin ånd til større skarphed, hærde sit bløde og barnagtig følsomme gemyt, og så stole på fremtiden, ligervis som de kloge syndere, der; engang uheldige, forbereder sig omhyggelig, at deres anslag senere må lykkes bedre. Han havde været «en dårlig kjøber på kjærlighedens marked», men den tid skulde komme, da det blev ham, som drog af med profiten.
Imidlertid var disse udbrud af såret selvfølelse forholdsvis sjeldne. En måneds tid efter den uhyggelige begivenhed var han såvidt rolig, at han atter kunde ta sine franske yndlingsforfattere frem igjen, begynde på nogle af deres verker, som han endnu ikke havde læst, men nylig fået forskrevne. Mens han læste, virkede hans sorg som en dirrende understemning, der sagte gjennemstrømmede og belivede den verden, han gjennem bøgerne forsøgte at leve sig ind i, — han var modtagelig som ingensinde før. Ingensinde havde Flauberts farvemættede ironi eller Stendhals ubestemmelige smil eller Constants kloge erfarenhed fyldt ham med dybere behag. Ingensinde havde den sterke og tunge duft, der strømmede ham imøde fra Goncourternes romaner, beruset hans nerver som nu, de var åbne og såre. Men ingen af de franske
