stighed. — Når frokosten var over, gled han ind til sin chaiselong, og der holdt han til, med få afbrydelser, dagen lang.
— Eftersom ugerne gik, og den legemlige mathed gjorde ham dorskere, blev hans sorg mere en tung og grådmild længsel efter det, som engang var, efter den usikkerhed, der endnu eiede håb, efter de korte øieblikke, han havde følt en ængstelig og tvilende lykke:
— en formiddag, han var gået for at se på en maleriudstilling. Mens han løste sin billet, hørte han hendes stemme i værelset ved siden af. Han huskede, der gik som en sagte kuldegysning igjennem ham — at han trak pusten dybt og næsten med besvær — at han ikke forstod, hvorfor billetrisen absolut vilde gi ham en femogtyveøre tilbage — at han uafbrudt flyttede stokken fra den ene hånd til den anden. — Han gik såvidt indom døren til det værelse, hvorfra han havde hørt stemmen, blev stående at stirre på et maleri, uden at ha den fjerneste anelse om, hvad det forestillede. Med ét — før han havde set hende — vidste han, at hun om et øieblik vilde stå der med sit kloge smil, lige ved hans side: «Goddag, Albrechtsen —.»
— eller en anden formiddag, en af høstens sidste dage, med bleg rødlig himmel og næsten
