tryk tryk en ræd lidenskab, en tvilende og sorgfuld angst, «ikke af dig, ikke af dig — det er jo dig, jeg holder af — jeg tror, jeg holder af dig — — men alt det andet, af det er jeg træt, forfærdelig træt,» hun kastede sig ind til ham med hele sit legemes vægt, som for at søge beskyttelse mod en stor og nært truende fare —.
«Men hvad er det da, lille Ellinor,» han bragte hende varsomt til plads på sit fang, klappede hende beroligende over kinden og kyssede hendes pande, «stakkars min lille pige, hvor du er opskræmt og nervøs — så — græd bare ud — husk på, at du er hos mig, at jeg skal passe dig og være god mod dig, og at ingen i verden kan ta dig fra mig — min egen, egen —»
«La os reise — straks,» hviskede hun.
«Skal vi reise — straks?»
«Ja ja — jeg vil aldrig mere tilbage, jeg vil bli borte inat — hører du, jeg vil være hos dig — dig — og imorgen må vi være langt herfra —.»
«Min egen lille pige —.»
«Du har lovet det,» hun løftede hovedet, heftig, som et egensindigt barn, der ikke vil lade sig narre for en lidt urimelig indrømmelse, det har opnået, «du har vel ikke løiet for mig?
