«Nei hør nu —»
«For tre år fra dato, om Gud vil, at indtræde i nyt ægteskab med velagtede ungkarl —»
«Men kjære Ellinor —»
«Nei, la mig være fri. Det er slet ikke sikkert, jeg er din kjære Ellinor. Jeg er muligvis et ganske andet menneske, en fremmed dame, ikke engang din veninde. Eller tror du kanske, at jeg er din forlovede — din lidt uregelmæssig forlovede — trofast ventende —? Er det det, du forstår ved «min kjære Ellinor»?»
— Barth betragtede hende forundret og alvorlig: «Hvor du er hård undertiden. — Hvorfor vil du endelig såre mig, — hvorfor er det nødvendigt, at du gjør mig ondt? Du ved jo, at ingen holder af dig som jeg — du ved, at selve det hårde, det skarpe og onde, som imellem bryder frem hos dig, at selv det er nok en grund for mig til at beundre dig, at også det, jeg ikke liker hos dig, også det elsker jeg, og kanske ikke mindst. — Er du træt af mig, Ellinor, allerede? — og vi, som havde så meget at være lykkelige for!»
«Træt af dig?» hun rystede på hovedet, «nei, nei, nei — jeg er ikke træt af dig. Hører du,» hun bøiede hovedet frem mod ham, og der var i hendes bevægelse og i ansigtets ud-
