— nei ikke sandt, dig stoler jeg på, du er den eneste, som er værd at stole på — du er sterk og ærlig — nei, du har ikke løiet!» det lød næsten som et skrig.
«Kjære dig, du ved jo —,» han tog fast om hende.
«Ja, jeg ved, jeg ved —» hviskede hun, «men jeg må høre det endnu engang, af dig selv — så, la mig ligge sån — nu ligger jeg så godt — jeg vil gjemme mig hos dig, liste mig ind under din frakke og prøve på at sove — og mens jeg sover, skal du bære mig bort — og når jeg vågner, er vi langt på vei, did, hvor der er os to og ingen andre —»
Han kyssede hendes hår:
«Min egen lille.»
De sad en stund ganske tause. Han følte blodet banke i hendes legeme — følte med dyb glæde hendes hurtige åndedrag.
Pludselig løftede hun hovedet:
«Du sier ingenting? Vil ikke du også, at vi skal reise?» —
«Jo, kjære. Det vil si,» han smilte, «vi må vel overveie sagen lidt nøiere — ikke sandt, det forstår du nok?»
«Overveie? Har vi ikke overveiet i mange dage —?»
