blot hendes stemme, jeg hører måske ikke, hvad hun sier, men jeg forstår hende — inat forstår jeg alt.
Jeg forstår hendes vanskelige sjæl; den er jo nattens egen.
Jeg vilde gjerne fortælle dig, hvordan hun er — og kanske natten vil hjælpe dig, du min kloge og gode ven, til at lægge i mine ord lidt af dét hos hende, der beruser.
Hun er høi og smidig, hverken blond eller mørk, og jeg ved ikke, om hun er vakker. Hun har blå øine, blanke og hårde, stolte og selvbevidste, og dog sørgmodige. Sørgmodige som de uhelbredelige syges, som deres øine, der dør langsomt — som hos en gammel feltherre, der er bleven slagen i sit livs sidste kamp. Men i sørgmodigheden glimter der en ung piges letsind.
Hun er letsindig, uden hensyn og uden måde. Men hendes letsindighed er en dronnings, en hovmodig dronnings, der ikke ser, at alles øine følger hende, og ikke hører, at folk hvisker i krogene.
Hun er klog, som en ond og farlig kat, der myrder, fordi det glæder den — og hun er naiv, som et forladt barn, der har gået sine egne veie, uden at ledes af en skjønsom hånd.
