Der er meget af barnet hos hende — hun virker undertiden rørende: som en liden pige, der græder i søvne.
Hendes smil lokker og skræmmer, det er bedende og dog hårdt, det lover meget og alligevel for lidet — og mens hun smiler, er hendes blik alvorligt og tvilende. Hun er vant til at gjøre uret, og til at der blir gjort uret mod hende. Hun egger og er allerede selv træt; hun længes og støder dog fra sig.
— Der kan være som en bøn om hjælp i hendes øie, undertiden ydmyg, undertiden lidenskabelig - næsten et råb om hevn. Men de fleste misforstår: — ligefremme og hårdhudede mænd læser denne bøn i hendes øie, og de tar den alle til sig, og de besvarer den alle på samme plumpe måde. Og det hænder, hun falder ind i deres tone, falder ind som en af deres egne, som en af de lystige kvinder, der søger glæden på alfarvei; og mændene smiler, stolte af sin erfaring og sjeldne behændighed. Hun ved det, og hun blir ikke vred, også hun smiler.
Men det hænder også, at hendes stolthed bryder frem som en kåd grusomhed, som en herjende snevinds alt isnende kulde. Og måske er den, hendes kulde isner, just en af dem, der
- 2 — Bastarder.
