broen: en forsinket skyds, der drog hjemover. Snart var den ude af hørevidde.
«Du Henrik,» tog Albrechtsen tråden op igjen, og fortsatte lavt, næsten hviskende: «— det er sandt: hun er anderledes end alle de andre — for mig ialtfald! — Du — en nat som denne, som vi sidder her, du og jeg, og gir hverandre vore hemmelige tanker og gjemte længsler — — ser du, hvordan lyset falder dér mellem granerne og dér nede, en mat stribe på elven — ser du, hvor vandet glider sagte ind i striben og igjen blir borte i mørke? — og ser du, hvor granernes grene er sorte, hvor den lille lysstråle gjør altting dunklere? — en sådan nat føler jeg, at hun ikke kan være langt borte. Jeg føler, at hun er dér, i mørket, i denne sorte dunkelhed, der dufter af gran, af vådt græs, af våde, overmodne, til jorden faldne roser. Og hun er dér, i det glatte, stilt henglidende vand, i denne knapt hørlige og dog sterke, luften fyldende elvesus — hun er den blanke strøms hvisken.
— Inat vil jeg drømme en glad dødnings drøm. Jeg vil drømme, at vi begge — hun og jeg — er gledne ind i nattens dunkelhed, at alle det daglige livs hindringer og dets stemningsløse mangfoldighed er borte — jeg hører
