«For noget sludder.»
«Herregud, tror du, jeg dovner mig for min fornøielse,» sa Albrechtsen i en komisk bedrøvet tone, «jeg ligger stille halve dagen og har det vondt. Det er længe siden, jeg har bedrevet en eneste last, hverken dobbel, drik eller pigebørn frister mig, jeg føler mig forslidt som en gammel hertugelig libertiner, jeg sier mig selv, at arbeide er dårskab og rangel unyttig anstrengelse — jeg indser ikke længer, hvorledes menneskene kan bekvemme sig til at være letsindige — jeg har forsøgt at læse gamle salmer, for idetmindste at ligne mine åndelige standsbrødre, jeg har med møie —
«Hvad går der af dig, gut?» Barth havde reist sig og så strengt mønstrende på sin ven —, «du skal pinedød ud at røre dig, kjøb dig etpar ski, — eller ta dig en post, så blir du nødt til at arbeide.»
«Jaså — må jeg spørge, om du arbeider?»
«Jeg? Ja det ved gud. Jeg forsømmer rigtignok imellem kontoret. Men nu skal det være slut med den ting. Jogu arbeider jeg. Jeg vil frem. Du syvsover, én stimulans har du endnu ikke forsøgt. Prøv at bli ærgjerrig. Har du aldrig interesseret dig for politik?»
«For politik ?» Albrechtsen lo, «hvorfor spør
