klogt? — Fy for pokker — denne afskyelige mistro måtte han snarest udrydde. Han forsøgte at mane frem hendes ord fra aftenen iforveien — hendes udtryk, hendes øine. Nei, de øine løi ikke. Han kunde trygt stole på hende. — Skjønt: hun var en klog og erfaren dame, og han var endnu en ung mand — på det område kanske meget ung. Han havde nok gjort sine erobringer, gudbevares — han forsøgte, ganske svagt, at trænge tilbage en mildt behagelig følelse af berettiget tilfredshed, — men han havde sjelden forfulgt dem langt, aldrig gjennemgået større vanskeligheder eller havt med overlegne kvinder at gjøre. Han følte sig lidt tam og usikker ligeoverfor denne besynderlige dame, som han egentlig ikke havde ventet, skulde kaste sine øine på ham — ialtfald ikke på den måde.
Egentlig var det en betydelig opofrelse, han stod i begreb med — således at forlade Norge. — Hvad vilde desuden hans far si? Sammenhængen kunde ikke godt skjules for hjemmet. Det vilde bli et hårdt stød for forældrene. En fraskilt frue — og tre års uvirksomhed!
Der måtte næsten kunne flndes en anden løsning. En løsning, hvorved de mange ubehagelige følger kunde undgåes, og hvormed
