Orientens sollyse land, og lede dem frem, når de senere i hverdagslivet fandt en ensom time.
De måtte reise så snart som muligt. Bryde op fra det hele. Fra arbeidet, fra de vante forhold, fra Norge. — Det var egentlig lidt underligt, — lidt forkjert. — Det var jo meningsløst, at den samme lykke, der gav livet værd — der øgede hans lyst og kraft til at arbeide, til at sætte noget ind, til at bli en virksom og sterk mand, en mand med høie mål og vilje til at nå dem — at denne lykke til en begyndelse skulde sætte ham tre år tilbage — og ikke alene det: måske også stille ham i et tvivlsomt lys, måske senere vanskeliggjøre hans kamp for at trænge gjennem.
Det var et risikabelt skridt, dette at forlade Norge. Og når det kom til stykket, var det hårdt således at stænges ude fra landet. Ialtfald for en mand, der holdt af det slig som han. Det der, som Ellinor havde fundet ud: at de inkognito skulde følge sommerens reisestrøm — det var for farligt. — Reiste de, måtte de nok bli i udlandet. D. v. s. han kunde vel reise hjem engang imellem — begge kunde reise hjem, men hver for sig. — Hver for sig: en modbydelig tanke gjorde ham hed over hele legemet. At la hende alene — i en så vanskelig tid — var det rigtigt, var det overhovedet
