åstedssag, han igår havde påtaget sig — — da han endelig sad ved frokosten, spiste han for tre.
Lidt efter lidt begyndte der at komme mere ro i hans hjerne; der dukkede op et billede fra gårsdagen og endnu et og endnu et: der var hendes plads igåraftes, der havde hun siddet og set på ham, med bløde og mørke, fugtig dybe øine, og smilt, med et farligt, fraværende smil — —- om hun havde siddet der nu, om denne spisestue havde været deres — om den milde og lyse vintermorgen havde skinnet ind på to mennesker, der takkede hinanden uden ord, med øie og smil — om hun nu havde været hans hjems herskerinde —.
Han reiste sig, utålmodig og ængstelig. Hun var ikke hans endnu, og hun kunde glide fra ham, hun kunde glide bort idag, imorgen — endsige, når der var år at vente. Hvor det vilde bli vanskeligt for ham at gribe ind, hvor hans myndighed stod på svage fødder.
Til Smyrna skulde de reise. Det var vel det eneste kloge. Mødes i Tyskland og ukjendte af alle leve sine landflygtigheds år. Under en broget og urolig vandringstid mellem fremmede skulde deres kjærligheds første ungdom blegne. Som en kostbar hemmelighed vilde de gjemme sine minder, fra Europas store stæder og fra
