kanske også deres eget forhold var bedst tjent. — Denne kvinde, som han endnu kjendte forholdsvis lidet, kunde først i løbet af længere tid vinde hans tillid. Og var det ikke nødvendigt, at den tillid forelå sterk og betrygget, allerede da, når forholdet for alvor knyttedes? Han kom til at tænke på, hvad hans onkel assessoren en aften havde sagt om disse hastig knyttede og hastig overrevne forbindelser, om det moderne syn på ægteskabet idethele. Det ægteskab, han stod i begreb med at indgå, var i virkeligheden temmelig «moderne». Det havde en løs grundvold at bygge på. Og hun — Ellinor — var hendes anskuelser på dette område egentlig så særlig betryggende?
Bare en liden omstændighed som den, at hun igåraftes uden videre havde fulgt —? Han holdt inde, han skammede sig —. Men han måtte atter gjenkalde sig hendes øine.
Måske var disse tvil et vink om, at de begge trængte en prøvetid. — Sagen trængte ialtfald at overveies. Han vilde tale til Ellinor, forsigtig, men alvorlig. Fandt hun, at de burde reise, — enfin, så reiste de. — Men blev de her i byen, skulde de intet hemmeligt ægteskab indgå. Det havde for det første sine farer og modbydelige vanskeligheder, for det andet vilde altså
