kost timer, som deres lykke nu gjerrig vågede over.
«Men det var nu alligevel under alt det der, at vi opdagede hinanden,» smilte Barth, «også svindel må tjene dem tilgode, der skal bli lykkelige.»
«Du! — og så de første øieblikke, — mens vi gik der og lekte med det, som nu — — du, de første øieblikke, da der går som en anelse gjennem en, at det kanske alligevel er alvor, — de er vel deilige!»
«Jeg røbede mig kanske, før jeg selv vidste det?»
«Ja jeg tror det næsten,» hun la hovedet ind mod hans skulder, som for at gjemme sit ansigt —.
«Og så vilde du undgå mig —?»
«Ja så vilde jeg undgå dig —. Å, du forstår det nok. Jeg havde gået og længtet ud af al den spindelvæv, men når det kom til Stykket, var jeg ræd. Jeg duede kanske ikke til noget ordentligt. Og da vilde skuffelsen være så meget voldsommere.»
«Men nu —?» spurgte Barth, som ikke havde noget imod at høre sin glade fortrøstning bekræftet.
«Nu? Nu er jeg lykkelig, det ved du godt, du stygge gut. Jeg er så lykkelig, som jeg bare har været én gang før i mit liv.»
