gen vilde de være langt borte, og hun var hans, hans egen, for bestandig — —. Til Orienten skulde de reise — til Smyrna, — fra vintermørket til høilys sommer —.
Og tanken på den lykke, der ventede dem, — — og hendes mørke duggede øine, og hendes slanke legemes smidige styrke berusede ham: han tog hende voldsomt i sine arme. — Men hurtig blev han atter herre over sig selv — han huskede den faste bestemmelse, han havde taget: idag måtte der intet hænde, der måtte ingen ustyrlig lidenskab gribe farlig og forstyrrende ind i deres kjærligheds første høitidsaften —.
Der var som en svag forundring i hendes blik — — disse bratte overgange i hans væsen var hende måske påfaldende; men forundringen blev borte i den lykkelige følelse af stille sikkerhed: de var hinanden nær, så nær, at de hørte hinandens åndedrag, og ingen magt i verden skulde mere formå at skille dem ad. Og i kåd trods begyndte de at spøge, at le over svundne dages tristhed og tvil, at more sig over al denne dumme svindel, der få måneder i forveien havde fyldt dagens tomhed: den forekom så barnagtig og interesseløs — de forstod ikke, at de nogengang havde kunnet kaste tiden bort, — de kost-
