Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/126

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
126

der var som en lydløs latter ideres tårer. Han la sin hånd over hendes, og deres bankende blod syntes at flyde sammen. Og deres øine mødtes, og blev hvilende i hinanden, og en dyb og tung, feberagtig glæde sænkede sig over dem.

— Da de brød op fra aftensbordet, tog hun plads i en sofa, og han i en lav lænestol ved siden af. Hun bøiede sig over ham og klappede langsomt hans hoved. Og han gled op ved hendes side, og tog hendes hånd i sin, og de blev siddende længe, tause og taknemmelige. - Og i spredte, usammenhængende ord begyndte han at hviske sine drømme, deres fremtids drømme. Billederne gled dem forbi som en gylden strøm — — og triste erindringer og uklare tvil dæmpede glansen som dunkel dug på sollys rude — og de trykkede sig fastere ind imod hinanden, i anende angst, og han la sin arm beskjærmende om hendes liv, og hans mund mødte hendes, for første gang, i et langt skjælvende kys —.

— En sildig aften som denne, om nogle uger, Skulde hun pakke en liden håndkuffert og liste sig ud — og ved hjørnet, der hvor han mødte hende ieftermiddag, skulde vognen stå — og han skulde ta hende i sine arme og gjemme hende indtil sig, — — og næste mor-