«Når?»
«Dengang jeg havde fået en liden pige. — Men hun døde.»
Han trykkede hende varsomt og sterkt indtil sig. De blev siddende længe uden at si noget. Så gjorde hun sig lempelig løs — tog hans hoved mellem sine hænder og hviskede: «Nu må jeg nok gå, klokken er vist mange.» «Gå? — vil du gå? Du må ikke gå.» «Må jeg ikke,» hun rystede smilende på hovedet. — Han tog sig heftig sammen: «Tilgi mig.» «Ingenting at tilgi — du er en rar gut.» — Mens han hjalp hende ydertøiet på, stansede hun pludselig og så forskende på ham. Der brød en vild længsel op i ham: «Bli!» «Skal jeg?» hviskede hun skjælvende. «Nei — nei — vi må ikke, — men snart, meget snart er vi langt herfra,» han tog hende endnu engang fast i sine arme og kyssede hende på panden, «godnat, min egen —.»
