Først da de stod der i entreen, og han
hjalp hende af med tøiet, gik der som en sagte
skjælven gjennem dem begge. «Hvor det er
rart,» næsten hviskede hun. — «Jeg er så glad
iaften, fru Ellinor, jeg har aldrig været så glad
i mit liv.» Hun så på ham. Hans blik var så
fuldt af ærbødig omhu, så ærligt og godt. Hun
følte en tryg ro liste sig over hende — — og
dog: hun vidste ikke selv, om hun ikke havde
ønsket ham anderledes.
Men da han havde åbnet døren for hende, ind til spisestuen, og det klare rolige lys hvilede over den hyggelige anretning, gik det med éngang op for hende, at just sådan måtte han være, for at der kunde komme det præg af stille fest over aftenen, som de begge havde ønsket. Ved sin kouvert fandt hun en liden buket, og da hun førte de endnu våde roser op mod sit ansigt, gled der et fornøiet smil over hendes træk:
«Også jeg er rigtig glad iaften. Tak, Barth.»
— — Det store lavloftede lune rum var som fyldt af én glad hviskende stilhed. Deres stemmer lød dæmpede, og selv de almindeligste ord fik en blød og kjærtegnende klang; de smilte, og der var i deres smil en bange sorg; de fik tårer i øinene, uden at vide hvorfor, og
