hun havde færdigt. Hun følte som en tung og mild stemning trænge sig frem — — en uforklarlig lyst til at græde, til at lægge sit hoved mod denne mands skulder og græde ud, betog hende, — der hun skred frem mellem de spaserende, korrekt, slank og smilende, hilsende til alle kanter.
«Vil De møde mig ved hjørnet — nedenfor der, jeg bor — så går vi i teatret iaften,» sa hun lavmælt, nikkede hastig til ham, og før han vidste af det, var hun dreiet af opover Universitetsgaden.
Udpå eftermiddagen klædte han sig om og gik ud. Det var stille, med tyndt snelag og svag frost. Der var en mængde mennesker ude, en sort vrimmel nedover Karl Johan. Han gik langsomt, med opbrættet frakkekrave og cigaren i munden. Hvor luften var frisk, hvor det var morsomt at glide forbi de mange mennesker, hvor han var sterk og sund; — en stille dyb glæde bragte hans blod til at banke hurtigere. Han følte, at alle disse mennesker omkring ham: han havde en venlig tanke for dem alle, — han ønskede dem hver især, at deres liv måtte
