bringe dem en lykkelig stund, hvor glæden tog magten, hvor alt andet burde sig at tie.
— Men han havde ikke gået længe, før han begyndte at bli urolig, at se på klokken; og længe før det var rimeligt, var han mødt op ved hjørnet. Stiv og urørlig stod han på vagt; hvert nyt menneske, som dukkede frem i halvlyset deroppe i gaden, var måske hende; han havde en ubehagelig stivnet fornemmelse over panden af denne uafbrudte stirren. Pludselig gled der en høi mørk skikkelse op lige foran ham: det var hende.
På veien nedover til teatret sa de ikke stort, hverken hun eller han; de så på hinanden og smilte, og de så igjen på hinanden og smilte, som to børn, der ved, at de har en lang lykkelig aften for sig, og ikke et øieblik bryr sig om at huske — ikke kan huske, at ingen aften er så lang og så lykkelig, at den dog engang er forbi.
Og da de kom ind i teatret og havde taget plads i sin loge, forekom den gamle medtagne og lurvede bygning dem begge så kjær og koselig; og disse rækker dernede i parket, de kjendte ansigter, som de havde mødt i selskabslivet eller daglig var vante at finde på de samme steder, på Karl Johan, på restauranterne, her i teatret,
