«Ja — nå, hvad vil De? skal vi også reise til Kjøbenhavn?»
«Nei, det finder jeg ikke nogen grund til. Men — hvis det gik an: jeg vilde så gjerne, vi engang skulde ha en aften for os selv. Vi har jo endnu aldrig havt en aften for os selv.»
Hun så glad på ham: «Hvor jeg liker Dem, når De tar på Dem det der høitidelige ansigtet — De har bestemt anlæg for den elegiske kurtise,» la hun til i en lystig tone: «Ved De, Barth, jeg har opdaget, at der er mindst fem forskjellige slags kurtisørbegavelser — —»
«Adjø, fru Ellinor —.»
«Adjø, fru Ellinor,» hærmede hun: — «Men så vent da, elskværdige alvorsmand. Jeg er virkelig glad over, at De vil anvende en stille aftenstund til bedste for en forladt frue.» —
«Kan De ikke være Dem selv idag, fru Ellinor, og lægge bort den tone. De har engang indrømmet mig, at jeg skal få lov til at indta en anden stilling end alle Deres øvrige beundrere — at jeg skal få lov til at være Deres gode ven, som De stoler på og vil være ærlig mod.»
Hun mødte hans blik. De grå faste øine hvilede på hende med et udtryk af trist ømhed, som bragte hende til at glemme det kåde svar,
