hyggelig. — Jeg har et ærinde op i Homansbyen, vil De følge mig?»
— «De kan f. eks.— tænke Dem,» sa fru Ellinor en stund senere, «at man går og længes forfærdelig efter noget, længes, så man er syg og lidt gal — når man så er blit rigtig umulig og modløs, så ser man en vakker dag — pludselig — dette noget komme, det er endnu langt borte, men det nærmer sig ialtfald — —»
«Ja. Og så?»
«Ja, så vil man ikke. Så hverken kan eller vil man. Så skynder man sig heller afveien —.»
«Er ræd, mener De —?»
«Ja, man er ræd, meget andet også. Man vil ikke. Når det kommer, så vil man ikke.»
«Nei, man er ræd — og bare for en tid —.»
«Her skal jeg ind. De bør ikke vente. Jeg blir vist nokså længe. Hører De, jeg blir vist længe. Adjø,» hun forsvandt i porten.
Han blev stående at se efter hende. — Han var ikke vis på, om han havde gjættet rigtig. — Langsomt begyndte han at gå nedover. Men ved hjørnet af Parkveien stansede han op. Her vilde hun antagelig passere. Og han måtte endnu tale nogle ord med hende. — Han for-
