søgte at ta sig sammen og overveie situationen, men han var altfor febrilsk.
— Den ene sporvogn efter den anden ramlede forbi og forsvandt i svingen til Welhavens gade. Drosjekuskene på hjørnet ligeover begyndte at bli opmerksomme på den ihærdige mand, der ikke vilde røre sig.
Men der var hun.
«Står De her? Har De ventet alligevel? Stakkars Dem,» hun lo.
«Det skulde De altså ikke gjort,» vedblev hun, da de gik nedover gjennem Slotsparken, «De får mig jo næsten til at tro både det ene og det andet.»
«F. eks. at jeg er på vei til at bli forelsket.»
«F. eks. det, ja. Og det skal De efter forlydende ikke egne Dem til.» — Hun så pludselig på ham med et næsten fiendtligt udtryk: «idag liker De mig ikke. Og det har De heller ingen grund til. Idag er jeg afskyelig. Men det er ikke min skyld, at De har fulgt efter mig. Det er ikke min skyld, at De har ventet på mig. Si, at det ikke er min skyld,» den lidenskabelige tone næsten skræmte ham.
«De er så underlig idag, fru Krohg —»
«Underlig. Jeg er ikke det ringeste under-
